Fra ejendomsmægler til iværksætter

Elephant light

Fra ejendomsmægler til iværksætter – Del 1.

Hvorfor gjorde du det? Det er nok det spørgsmål, jeg er blevet stillet flest gange, siden jeg tog valget om at springe ud som iværksætter for lidt over et år siden. Skal jeg være helt ærlig, har jeg da også stillet mig selv netop det spørgsmål en gang eller 3. Hvorfor i alverden var det nu lige, at jeg droppede den ellers sikre karriere som ejendomsmægler, med en relativ fornuftig indkomst, til fordel for en på mange måder skør ide? En skør ide om at lave noget så anderledes som, at designe, producere og sælge træfigurer. En skør ide uden nogen form for garanti om indtjening eller succes.

Hvorfor var det nu lige jeg droppede jakkesættet og Audien til fordel for t-shirten, hættetrøjen og cyklen – og masser af frisk luft? Hvorfor var det jeg droppede Omega-uret til fordel for et træur? Et iøvrigt super lækkert træur, som jeg fik i gave af en ligesindet iværksætter, der nu er blevet en god ven. Hvorfor springe ud i et liv som iværksætter, for at arbejde mere og hårdere end jeg nogensiden havde gjort før? Hvorfor pokker var det egentlig jeg gjorde det?

Så længe jeg kan huske, har jeg haft en lyst til at skabe noget selv og en trang til at være fri. Fri i den forstand, at jeg ikke skulle lade mig diktere af andres beslutninger eller have andre til at bestemme over mig. Samtidig har jeg de seneste mange år savnet at lave noget jeg brændte for. Ikke bare noget jeg var glad for, men noget jeg oprigtigt gik op i. Noget jeg kunne nørde med og som kunne få mig til at glemme tid og sted. Ligesom da jeg som dreng kunne bruge timevis i min fars værksted, mens jeg arbejdede passioneret på nyt projekt.

Den gang kunne det fx være en ny flitsbue jeg stod og rodede med, oftest sammen med en god kammerat. Når vi syntes vores nye redskab var helt perfekt og klar til brug, ville min far komme med input og ideer til hvordan vi kunne optimere og forbedre flitsbuen eller hvad vi nu stod og rodede med. Har I overvejet en anden træsort? Hvorfor ikke stabilisere her? Hvad hvis man skar lidt af der? Jeg har ikke tal på, hvor mange gange min kære far stak hovedet ind i værkstedet eller bankede på døren til mit værelse sent om aftenen, for lige at fortælle om en ny ide eller en ny detalje han var kommet i tanke om. Denne omhu og opfindsomhed har begge min forældre helt sikkert givet videre til mig. Egenskaber jeg i den grad værdsætter.

Spørgsmålet var bare; Hvis ikke jeg skulle være ejendomsmægler, hvad pokker skulle jeg så give mig til? Mæglerjobbet var egentlig ok. Det havde en høj grad af frihed, men der mangelede stadig noget. Jeg var ikke helt min egen herre og jeg nørdede ikke med faget. Jeg følte heller ikke jeg skabte noget. Når jeg havde fri, havde jeg fri og skænkede ikke jobbet en tanke.

Sammen med en rigtig god ven, har jeg igen og igen brainstormet på et utal af ideer. Nogle bedre end andre. Men vi fik aldrig “ideén” og vi fik aldrig rigtig ført noget ud i livet. Sjovt nok skulle jeg tilbage til min fars gamle værksted, før jeg igen fik tændt op for en ide og et projekt som jeg var oprigtigt passioneret omkring.

Ved lidt af et tilfælde, fik min daværende kæreste og jeg for nogle år siden en fornyet interesse for min fars gamle værksted. Et autentisk værksted, med alt hvad man kan tænke sig af redskaber og værktøj. Duften af træ hænger i luften, savsmuld på gulvet, støv og spindelvæv i krogene. Træstumper og planker ligger opmagasineret i et organiseret rod og om vinteren står den gammel brændeovn og buldre stille ovre i hjørnet. Det perfekte sted at koble af fra en ellers travl og stresset hverdag.

Vi begyndte at lave ting og figurer vi havde set andre steder, og vi blev hurtigt gode til det. Vi havde det sjovt med at lave noget selv, som vi rent faktisk havde lyst til at stille frem hjemme. Stille og roligt genfandt jeg også glæden ved at give mig hen til et projekt og nørde med detaljerne. Der gik da heller ikke lang tid før vi så småt begyndte, at få bestillinger fra nære venner og familie.

Der var dog lige to i familien, som ikke var så nemme at imponere. Min kære kusine, som arbejdede med boliginteriør i et stort kendt bolighus og så min kære lillebror. De kunne sagtens se, at det var flotte ting der blev fremstillet. Men de savenede originaliteten, i det der blev lavet. Hvis de skulle imponeres, så skulle jeg lave mit eget design.

Men nu var jeg jo ejendomsmægler og ikke håndværker. Så ideen om, at jeg skulle lave mit eget virkede fjollet.  Alligevel kunne jeg ikke slippe tanken. Det kunne jo være lidt sjovt, at lave noget jeg selv havde designet.

En mørk vinteraften i februar satte jeg mig derfor godt til rette i sofaen med en tegneblok og pen. Ideen var, at tegne en simpel figur med et potitivt udtryk. Langsomt, men sikkert, begyndte en lille fyr at tage form på tegneblokken. En lille munter hval med et charmerende smil og et smittende humør. Jeg lagde tegningen væk, for igen og igen at komme tilbage til den de efterfølgende dage. Der blev lavet et par småjusteringer, men selve formen holdt jeg fast i.

Den først kommende weekend tog jeg en tur op til mine forældres værksted, hvor jeg lavede den  allerførste Walter.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at der er vanvittig lang vej fra at stå i min fars værksted og lave en enkelt model af Hvalen Walter, til at springe ud som iværksætter med en seriøs produktion og afsætning. Så hvordan opstod ideen om at starte Design by Witt? Hvor kom motivationen og drivet fra?

Som med så mange andre spændende historier om iværksætteri, var det en god blanding af tilfældigheder, held og gode kontakter, som for alvor fik mig i gang.  Min kære kusine og lillebror var endelig blevet imponerede. Det gav blod på tanden og inden længe havde Hvalen Walter fået sig en bedste ven – Hajen Hannibal.

Over det næste stykke tid kom der flere figurer til. Familie og venner i den nærmeste omgangskreds virkede begejstrede for det jeg lavede, hvilket gav mig fornemmelsen af, at have et projekt jeg kunne arbejde mere seriøst med. Nu havde jeg pludselig mulighed for, at øve mig lidt på hvad det ville sige, at starte noget op helt fra bunden. Tænk hvis jeg kunne bygge noget op, hvor jeg ikke skulle lade mig begrænse af en chef eller en ledelse. Tænk hvis jeg kunne skabe nogle rammer for et arbejdsliv og en tilværelse, hvor jeg selv bestemt hvilken retning jeg ville gå, hvilke ideer jeg ville arbejde med og hvilke mål jeg ville jagte. Det ville jo give mig den frihed jeg altid havde stræbt efter og drømt om. Samtidig ville det hele være bygget op omkring en sjov hobby og i tæt kontakt med min familie.

Disse forhold satte for alvor gang i motivationen og kreativiteten.

Fortsættes…

 

One thought on “Fra ejendomsmægler til iværksætter

  1. Pingback: Årets iværksætter trodser løverne og puster nyt liv i konceptet om den glade hval! | Stories by Witt

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s